Max Artved blev som 15-årig optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra han i 1990 debuterede som solist. Fra 1991-2010 var han 1. solooboist i DR Symfoniorkestret, hvor Artved i øvrigt også stiftede DR Symfoniorkestrets blæserkvintet.
Han har turneret verden rundt med DR Symfoniorkestret og arbejdet som solist i adskillige sammenhænge. Igennem årene er det blevet til over 50 pladeindspilninger for soloobo, kammerbesætning og symfoniorkester.
I 2009 blev Max Artved udnævnt til obo og træblæserprofessor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
På COLLAGE FESTIVAL har vi glæden af at kunne præsentere Artved både fredag aften, når han spiller med COLLAGE FESTIVAL Orchestra og søndag formiddag til ”Bach, Brunch & Talk” i Bachs Kantate nr. 131.