Det er den norske verdenstrompetist, Tine Thing Helseth, som står på scenen, når COLLAGE FESTIVAL første gang slår dørene op fredag den 1. oktober med en stort anlagt åbningskoncert. Vi vil kunne opleve Tine som trompetsolist i Bent Sørensens og Joseph Haydns trompetkoncerter.
Ifølge Tine er det altid en særlig oplevelse for hende at opføre Bent Sørensens trompetkoncert, som han skrev til hende i 2013. For som hun siger: ”I modsætning til alle andre trompetkoncerter, som jeg spiller, er dette stykke skrevet til min stemme. Det er skrevet ud fra, hvordan Bent opfatter min stemme, min klang og min identitet. Det er hans beskrivelse af mig. Og det er en beskrivelse, som jeg kan identificere mig med.”
Senere på aftenen vil vi kunne opleve Tine Thing Helseth som vokalist, når hun til den efterfølgende Late Night Concert lægger trompeten fra sig og optræder som sangerinde sammen med Magnus Hjorth, Cornelia Nilsson og Kristin Korb. Hele Late Night koncerten er kurateret af Helseth ud fra filosofien ”god musik er god musik uanset genre”.